Date med den solbrune

Jeg var på noget, der vist var en date i går.
Jeg synes, jeg havde været lidt uheldig og lidt af en nerd magnet på det sidste, så jeg måtte virkelig overbevise mig selv om, at ham her nok skulle være ham, jeg havde lyst til at se regelmæssigt. Så jeg tog et langt bad, exfolierede, barberede, rensede og skyllede. Jeg pakkede linsevæsken, tandbørsten, p-pillerne og et kondom i forventningens glæde. Jeg nåede også lige at få taget det værste af en begejstret tilstand, så det ikke var min mis, der skulle bestemme aftenens forløb, hvis jeg blev tiltrukket af den solbrune. Jeg stod på metroen.

Jeg stod af metroen og der var han: solbrun, ung, høj, slank med uren hud, et tale problem (mumlen og besværet mht. at få ordene ud) og dårlig humor... Uuuuiih.
De første 5 minutter brugte jeg på at spole alle sex and the city afsnit igennem i mit hoved for at finde et fif til at komme ud af den her aften, men samtidigt nagede det mig, at jeg var så overfladisk, at jeg ikke engang gad tilbringe én aften med ham her.


Vi ankommer til et moderne kollegium, og det viser sig at vi skal lave maden sammen, og at det skal foregå i et fælles kollegiekøkken. Han har ikke ryddet op på sit værelse, men der er da plads til at ligge min jakke. Kollegiekøkkenet er fyldt af unge studerende, der opfører sig på den der teenage-jeg-vil-have-opmærksomheden-måde. Jeg bemærker, at ingen hilser på den solbrune. Han hilser heller ikke på dem.
Jeg åbner den medbragte - gode! - flaske vin og får hældt en ordentlig røvfuld i mig, så jeg kan kapere den uvante situation, som minder mig om min kollegiefortid, der allerede synes meget fjern og barnagtig. Efter vinen kan jeg lidt bedre håndtere situationen, og kan ignorere at jeg kun forstår halvdelen af den solbrunes udtale.
I løbet af den korte aften (!), som foregår kortvarigt omkring måltidet, vi sammen har tilberedt og i form af en gåtur, går det op for mig, at jeg er i selskab med et af de der få originale genityper, der har det med at leve et liv som den misforståede og asociale, og som selv er bevidst om, hvor de er placeret i andres øjne. Det viste sig, jeg var i selskab med en person, der kunne perspektivere svære problemstillinger på et splitsekund og konstruere nye vinkler - helt uden for boksen.
Det endte med at være en interessant aften, men dagen derpå er tanken: why? - hvorfor får jeg kun nørder tildelt for tiden? Ja, jeg er fortsat overfladisk...