Sprog, prostitution og virkeligheden

Det undrer mig igen og igen, at det er et offentligt anliggende hvem folk dyrker sex med og under hvilke forhold.
Jeg synes, det et utroligt sympatisk, at vi er et samfund, der ikke vil finde os I, at nogle borgere bliver udsat for tvang og vold, men når vi tager enkelttilfælde og gør til det generelle, skaber vi flere ofre, end der reelt er. Hvis vi er 999 ud af 1000, der mener at farven blå er blå - så er den blå. Vi stempler med ordet blå og nikker alle genkende til det. Vi skaber sandheden gennem ord og samtaler. Vi skaber en fælles konsensus. Når 999 ud af 1000 ser programmer som Task Force (se indlæg nedenfor), og tror på det, de ser - fx at prostitution i Danmark oftes er lig slavehandel - så bliver der igen skabt en solid fælles konsensus, og en virkelighed flertallet tror fuldt og fast på.
Og hvad så?
I denne konsensus lukker vi noget ude, idet vi lukker noget andet ind. Det vi lukker ude i slavehandels-konsensusen er de kvinder, der er sexarbejdere, men ikke arbejder under tvang. Disse bliver kun anerkendt i det omfang, at de ses under den ene kategori vi har: slavehandels-prostitution - for det er den eneste form, der findes i den virkelighed, vi har skabt.



Det der er særligt problematisk er, at vi skaber ofre, som reelt ikke er ofre.
Besluttede jeg mig i morgen for at blive prostitueret (hvilket godt kunne ske, den dag jeg ikke drømte om at vinde frem som forsker, minister eller andre personer, der figurerer i medierne og dermed er interessant at finde "smuds" om) ville jeg ikke fortælle det til en sjæl af samme grund, som jeg ikke fortæller selv de bedste venner noget i de perioder, hvor jeg går i seng med
allerflest mænd aller oftest: Jeg ville begynde at se mig selv som et offer, fordi, der ikke var andre sandheder - andre identiteter - jeg kunne påtage mig i rollen som prostitueret. Det sidder så dybt i mange, at alle prostituere er udsat for sexovergreb, under tvang, har det psykisk dårligt og mangler penge.
Jeg ville være prostitueret, fordi jeg virkelig godt kan lide sex; lide at møde mennesker og se deres sårbare sider, og får tilfredsstillelse ud af at tilfredsstille mine sexpartnere. Det ville for mig være sexdating med en pengebonus. Men det er der ikke plads til ude i virkeligheden. Min mor ville overveje hvad, hun dog havde gjort galt. Mine veninder ville amatøranalysere mig og komme frem til, at jeg savnede opmærksomhed/nærhed/en kæreste. Og bekendte ville forvente, at jeg var blevet udsat for noget, der havde givet mig en brist. Og alle ville med garanti sige "Jamen, hun er ellers sådan en sød og intelligent kvinde - jeg kan simpelthen ikke forstå det...", for det ligger implicit i folkets logik, at den dyriske side i os alle - seksualiteten mv. - ligger langt væk fra intelligensen. Og går man op i den ene, har man ikke det andet.
Et lille eksempel, der understøtter min påstand: Min intelligente pæn-pige-veninde fik en dag - uheldigvis - nys om, at jeg var på sexdating. Efter at have tænkt lidt sagde hun: "Okay, det er faktisk lidt fedt, når det er en, der er så intelligent som dig. Havde du været kassedame eller sådan noget, havde jeg syntes, det var sådan lidt ulækkert". Jeg tror det er en typisk holdning, mens de fleste måske ikke er bevidste om det.
Jo flere vi er om at synes det, jo oftere det bliver debateret og jo mere vi synes det, jo mere udgør det vores virkelighed. Derfor er det vigtigt vi baserer vores udsagn, vores ord, vores samtaler og vore sprog på solid, nuanceret, undersøgt repræsentation af virkeligheden, så vi bruger sproget til at gengive - i stedet for at kreere - virkeligheden.