Vagten gik hurtigt og hektisk. Der var meget at tage stiling til, drøfte og informere om. Sådan er det. Så holdt kollegerne og jeg møde og drøftede det kommende års tiltag og begrænsninger, og vi snakkede om, hvordan vi hver især havde det (et aspekt man bliver drøfte professionelt når man arbejder med mennesker til dagligt). Herunder fortalte jeg mine kolleger, at jeg efter nytår forventede at besætte et job mere udover de to jeg har i forvejen og det fuldtidsstudium jeg skulle forestille at gå på. Min ene kollega så bekymret på mig og sagde "Jamen, så mister vi dig sikkert...". Og til det svarede jeg så med de - for mig spontane, men afklarende - ord: "Nej, for det her job er det eneste jeg har lyst til". Og der gik den meget simple, primitive sandhed så op for mig: Jeg kan lide ét job og så det at have fokus på mit studium (som jeg knap har haft mulighed for at deltage på dette semester). De to øvrige jobs har jeg, fordi det kan forbedre mine chancer for den fremtid jeg vil have. Det rigtigt sjove er så, at de ikke engang er need to have, men nice to have ift. mit konkrete mål for fremtiden. Jeg gik fra mødet, og troede jeg var afklaret.
Vel hjemme var jeg ikke sulten, selvom jeg ikke rigtigt havde spist i løbet af dagen. Jeg var fuld af en mærkelig energi og besluttede mig for at gå en tur. Efter at have gået rundt på Nørrebro 45 min. gik jeg så hjem og satte mig i det tidlige aftenmørke. Det begyndte at snurre i mine fingre, jeg havde svært ved at få vejret, jeg følte mig svævende og tung. Jeg lagde mig på gulvet og prøvede at få vejret. Lokalet drejede rundt, og jeg følte den der følelse jeg har, når jeg en sjældent gang er fuld: "Må jeg godt blive ædru nu? - lige nu!". Jeg havde telefonen i hånden men kunne ikke holde en andens stemme ud, så jeg ringede ikke til nogen. Jeg ved ikke hvor længe jeg lå der, men jeg kom til mig selv, da jeg kommet op i sengen og fik ringet til den bedste veninde. Hun fik talt mit åndedræt på plads. En anden veninde tog en taxa og fik mig ned på jorden igen.
Det var et angstanfald, hvis min læser skulle være i tvivl. Det var provokeret af for mange muligheder og ingen retningslinier. Jeg ved ikke, hvad jeg skal; jeg ved ikke, hvad jeg ikke skal; jeg ved ikke, hvad konsekvensen af mine valg er - og der er ingen, der kan give mig svarene.
8 kommentarer:
Når man er ung, som du er, så er man tit bange for at blive 30 og endnu værre 40. Men når jeg læser din beretning her, så minder det mig om, hvorfor det i mine øjne faktisk er dejligt at blive ældre.
Jeg havde selv angstanfald som ung, og det er dybt ubehageligt. Efterhånden gik det op for mig, at jeg fik disse anfald, når jeg var nået til en konklusion, som jeg ikke var glad for, når det kom til stykket. Måske - og jeg siger udtrykkeligt måske - er det det samme her? Folk smigrer en, og så vil man gerne være loyal over for dem, men det virker alligevel ikke rigtigt, og når man kommer hjem, bliver man overmandet af angsten.
Ahr sådan nogle angst anfald er sgu noget grimt noget - godt du havde folk der lige kunne få dig ankret igen :)
Kender godt den der panikfølelse i forhold til fremtiden og alle de skræmmende muligheder, man skal tage stilling til.
Det hjælper mig at tænke, at de fleste af de valg faktisk ikke er så vigtige, på lang sigt, som de virker lige i øjeblikket. Der er ingen døre, der smækker i for evigt, fordi man ikke griber chancen lige nu.
De valg, du træffer nu, afgør ikke resten af dit liv. Øvelsen går derfor ikke ud på, at gøre alt det, som du bør eller andre forventer af dig. Målet er vel at finde ud af, hvad der gør dig glad?
Ligeledes kommer du ingen vegne ved at slide dig selv op nu. I værste fald ender du et sted, hvor du ikke er glad eller tilfreds..
Bare mine tanker. :)
Noget anderledes indlæg end dem, jeg ellers har set hos dig, synes jeg...
Bliver sgu da helt bekymret for dig, selv om du virker vildt sej! Kan du bruge et knus, måske?
@HS
Jamen, det er præcist sådan det er. Jeg er så bange for at blive hægtet af, at jeg prøver at løbe i forvejen. jeg bliver aldrig god nok og det bliver aldrig godt nok.
Indimellem stopper mine venner mig så heldigvis og beder mig tage en dyb indånding. De er gode. Men det er jo samtidig i det miljø - blandt mine venner - at vi taler om fremtid, ambitioner og engagement.
Hvordan ved man hvordan man ville være på en øde ø uden at flytte til en øde ø? :-D
@Rovdyr
Ja, jeg sætter sgu også pris på dem.
@Lenore
Det er sjovt, at du soger det med at man ikke smækker døre i, hvis man ikke griber alle chancer nu. Og netop det kan jeg slet ikke få ind i mit lille hoved.
Og ja, i vores verden higer vi ikke efter mad og vand og søvn, men efter hvad der glæder os, og det er sgu også trættende ;-)
@MM
Ja tak til knuset og et tak for komplimentet. Vi må lægge en fælles strategi for lærer-scoringer ;-)
Det der med at trække vejret dybt og langsomt er et ikke-så ringe trick!
Det kan endda lede frem til, at svarende ER der. Inde i dig selv, hvis du giver dig selv lov til at mærke efter ...
@Tomas
Det er næsten det mest skræmmende, at svarene er inden i og ikke i den ydre verden, hvor de kan serveres som fuldendte kasser af andre mennesker. Men jeg prædiker hver dag i mit job (coachagtigt job!) at jeg ikke kan fortælle mine "gæster" hvad de skal gøre. Det må de selv finde frem til via refleksion, som jeg forsøger at facilitere. Men det er ikke så sjovt når man selv skal lede indeni ;-)
Jeg ved naturligvis godt, at det ikke er så enkelt. Man skal passe meget på at overføre personlige erfaringer på det her felt, fordi vi føler så forskelligt. Men for mig hjalp det at skelne mellem, om jeg var glad for noget, fordi jeg dermed levede op til andres forventninger, eller om jeg var glad fordi det var i den retning, jeg selv gerne ville. Dette handler ikke om at blive en egoist og blæse på, hvad andre mener. Bare om at skille de to ting ad.
Jeg kan for øvrigt anbefale det med den øde ø. Jeg har engang prøvet noget, der meget lignede, om end vi var 20 mennesker på "øen" i tre måneder. Den første uge var det ubehageligt og klaustrofobisk, og det var mærkeligt, at kalenderen bare lå nyttesløs i skuffen. Men derefter var det som en renselse. Som om man kom til at føle alting rent.
Send en kommentar